Nyheder

22.12.17

Sundhedsforsikring vs stressforebyggelse

Er en sundhedsforsikring løsningen på stress? 

"Som HR-chef synes jeg, at en sundhedsforsikring er en rigtig god løsning, så vi hurtigt får sat ind over for
primært de fysiske sygdomme, som rammer medarbejderne, men i forhold til at behandle - og allerhelst
forebygge stress - er vi som ansvarlige for at mindske sygefraværet nødt til at tænke mere
helhedsorienteret".
 udtaler Helle Vinther, HR-chef i Agri-Norcold, Hobro i et interview med Mindstep.

”En læges sygemelding af en stressramt medarbejder kan ud fra vores erfaringer nogle gange gøre ondt værre. Vores medarbejdere er super ansvarlige og får det faktisk værre over at blive sendt hjem, hvor de så kan gå og få det endnu værre, fordi de godt ved, at kollegerne nu står med en endnu større arbejdsbyrde. At overbebyrde sine kolleger kan vores medarbejdere overhovedet ikke lide", uddyber Helle Vinther.

"Vi tror på en helhedsorienteret - og helst - tidlig indsats. Nogle behandlere, som en stressramt er henvist til af lægen, bruger simpelthen ikke energi nok på at sætte sig ind i den enkeltes situation og behov. Desuden mangler vi kontakt med disse behandlere om, hvordan det går med den stressramte. Denne dialog har vi i langt højere grad med Mindstep, hvor vi løbende taler om, hvordan vi bedst muligt får den stressramte tilbage. Vi taler naturligvis ikke om kompromitterende ting, men har en løbende dialog. Vi samarbejder desuden med Mindstep om en tidlig indsats, for den dygtige leder skal have fingeren så meget på pulsen i sin afdeling, at han eller hun kan spotte, hvor stressen kan ramme - og så sætte helst ind, før det går galt. Tidlig og helhedsorienteret indsats gennem dialog med ledere og medarbejdere.

Vi skal som HR-ansvarlige og ledere være skarpe til at forudse, hvor der kan opstå stress. Er en afdeling
presset af organisationsændringer eller større opgaver, er det måske her, der skal sættes ind.
Den tidlige indsats kan være relevant ved fx:

  • Omlægning af arbejdsrutiner

  • Organisationsændringer

  • Fordobling af bemandingen

  • Større ordrer

  • Lange perioder med travlhed i en afdeling

Kort sagt dér, hvor risikoen er, for at noget kan vælte. Vi samarbejder med Mindstep før, under og efter
sådanne perioder. Det sikrer, at den enkelte medarbejder eller leder ikke mister balancen – og gør han,
vurderer vi, om der er noget i dagligdagen, som kan ændres, så han kan blive på jobbet i størst muligt
omgang. Det kan være, han skal have andre opgaver i en periode eller skal have større opgaver i mindre
steps.

Ved at være åbne om, hvad vi gør, får vi i virksomheden hele tiden viden om, hvad vi kan gøre bedre
fremadrettet. Både for at undgå, at vi står i den samme situation igen, men også for at blive klogere på,
hvad der virker og ikke virker hos os og for den enkelte medarbejder.
Det vigtigste er, at lederen eller medarbejderen kommer bedst igennem en svær periode med den rette
støtte.

Mindsteps rolle er todelt:

  • Sparringspartner for den stressramte

  • Sparringspartner for lederen til den stressramte og for HR og den overordnede ledelse

Investeringen er godt givet ud, for det koster meget mere at finde en ny medarbejder til at tage vikariatet
eller stillingen end det gør at investere i at mindske effekten af en stressende situation”.
Provokerende uvidenhed

Helle fortæller, at noget af det, der virkelig kan gøre hende vred – og afmægtig – er, når hun hører nogen
sige: ”Jeg så vores sygemeldte kollega på café forleden dag. Hvordan kan man det, når man har stress?”
”Det beviser for mig, at der er ufatteligt meget uvidenhed om, hvad det er at være stressramt. Reglen om
ikke at pege fingre ad andre, da du så peger tre fingre mod dig selv, er stadig gyldig.
Den – måske – velmenende kollega, som udtaler sig om, at hun har set en stressramt og sygemeldt kollega
på café, ved jo ikke, om det har kostet måneders kamp at nå dertil, hvor den stressramte igen kan være
sammen med andre mennesker. På café. I svømmehallen. Eller hvor hun nu har haft svært ved at komme,
fordi kroppen og hovedet ikke har tilladt det.

Vi er nødt til at bryde tabuerne og få viden om, hvad stress er. Jeg er med på, at ordet ”stresset” er blevet
et modefænomen, og at vi har så travlt med at fortælle, hvor ”stressede” vi er. Et vist stressniveau – i
betydningen travlhed – er fint, men langvarigt stress, som der ikke gøres noget ved, er livsfarligt. Og en
trussel mod det danske arbejdsmarked, som vi er nødt til at tage seriøst. Nu. Og helst med
sparringspartnere, der tænker på helhedsorienteret og ved, hvordan man forebygger, behandler og
hindrer, at det sker igen. Og som har fokus på, at kroppen kommer før hovedet. I tæt dialog med den
stressramte og dennes arbejdsplads".

Helle Vinther, HR-chef, Agri-Norcold