Nyheder

23.11.17

Stress, skam og skyld

Stress, skam og skyld

Trods det, at 430.000 danskere dagligt føler sig stressede ifølge Stressforeningens undersøgelser, er det stadig tabubelagt at tale om. Folk skammer sig over at være bukket under - og føler sig svage. Og det til trods for, at vi møder "stressede" deltagere i vores forløb, som er sindssygt kompetente.

Stress rammer den 55-årige brandmand, som frygtløst går ind i en bygning for at bekæmpe en ildebrand. Og som har gjort det år efter år - indtil den dag, hvor hjernen lukker ned og benene nægter at lystre.

Den rammer HR-chefen, som efter aftensmaden sætter sig i sofaen for at besvare e-mails fra de kolleger i det amerikanske datterselskab, der er mødt ind og gerne vil have svar fra hende, siden hun gik hjem ved fyraftenstid. Og som møder tidligt for at besvare de mails, der i nattens løb når at hobe sig op i hendes indbakke fra kollegerne i Asien, før klokken er 8, og hun skal være klar til dagens møder med sine danske kolleger.

Hvis skyld er det? At stressen hver dag slår danskere af pinden, så de i kortere eller længere tid bliver sygemeldt og ikke kan passe jobbet og hverdagen med familien?

Læs vores bud på et svar her.

Det med skylden for stress kommer vi tilbage til lige om lidt, men først er der lige et par pointer, vi gerne vil have frem.

Mange forstår ikke stress, og vi har en enorm berøringsangst over for andre, som vi måske fornemmer er på vej til at ramme muren. For sandheden er, at andre tit kan se, at det går den forkerte vej, før den stressede selv kan se det. Det giver os som medmennesker et ansvar. Du har som chef og kollega et ansvar for at gribe ind. Ellers ender det for mange med et vink med en vognstang, som slår hårdere end en hånd på skulderen fra en chef eller en kollega.

Vi hører i Mindstep gang på gang chefer, som siger, de er bange for at åbne op for noget, de ikke kan lukke igen. Andre siger, at de ikke skal have et stressforedrag for medarbejderne, da de så bare har 20 medarbejdere, som sygemelder sig med stress dagen efter.

Et foredrag om trivsel. Ja tak, men om stress? Nej ellers tak.

Som om stress smitter …

Tværtimod er det vores oplevelse efter 15 år med behandling af stressede, at intet kunne være mere forkert.

Lederne tager fejl, når de tror, deres medarbejdere ville elske at blive sygemeldt med stress.

Langt de fleste, vi har mødt i vores stressbehandlingsforløb, er dygtige og kompetente medarbejdere (eller ledere), som er meget ærekære og ansvarsbevidste, og som sygemelder sig for sent. For sent som i betydningen ”det tager længere tid for dig at komme ud af den stressede fase nu, end hvis du var kommet tidligere”. Så både den stressede og arbejdspladsen ville have vundet ved, at den stressede var startet på at behandle sin stress tidligere.

En tommelfingerregel viser nemlig, at det antal år, det tager at opbygge en stress, der er så voldsom, at den gør den stressede ude af stand til at passe sit job og sin hverdag, tager det i måneder at komme ud af stressen igen.

Har du gået med stress i kroppen i 7 år, tager det rundt regnet 7 måneder, før du har fået kroppens tilstand tilbage til normalen igen.

Vi tror på en proaktiv tilgang til tilbagevenden til arbejdet og oplever, at det netop er, hvad medarbejderen også ønsker. Han vil tilbage og yde den indsats, han blev ansat til at yde. Hun vil tilbage, så hendes arbejdsopgaver ikke skal belaste hendes kolleger yderligere, mens hun selv er sygemeldt. Så hendes stress ikke ender med at trække andre med ned.

Ingen bliver sygemeldt med stress for sjov.

Hvorfor en sundhedsforsikring ikke får problemer med stress på arbejdspladsen til at forsvinde

Mange virksomheder tilbyder deres medarbejdere en sundhedsforsikring. Et personalegode.

Og – for nu at sætte tingene på spidsen – også i nogle tilfælde som et værn mod lange sygemeldinger. Fordi det er virksomheden, der bløder, når en medarbejder får kræft. Eller går ned med stress.

Misforstå os ikke. En sundhedsforsikring er en god ting, så medarbejderen får hurtig hjælp til sit kræftforløb eller får opereret korsbåndet, som er sprunget.

Stress er bare ikke en sygdom.

Den er et symptom på, at et menneske har lært sig selv at leve under dårlige forhold. Og har gjort det i så lang tid, at kroppens egne evne til at kurere sig selv, står af.

Ny metakognitiv forskning viser nemlig, at sindet er skabt til at hele sig selv, og at det ikke er de store ulykker, som vælter os. Det er summen af de små daglige overbelastninger, som stresser. Og som på sigt gør, at vi rammer muren. Og går ned.

Og fordi stress ikke er en sygdom, er det heller ikke det etablerede behandlingssystem, der har den bedste kur. Og derfor er en sundhedsforsikring heller ikke løsningen på medarbejdere, som går ned med stress.

Og hvem har så skylden?

Du har ansvaret for dit liv. Du træffer de valg, som udgør dit liv.

Du arbejder. Du hviler.

Du arbejder mere. Du hviler mindre.

Du arbejder, tager en efteruddannelse to gange om ugen. Plus lektier. Du hviler endnu mindre.

Du arbejder, tager en efteruddannelse to gange om ugen og kører ungerne til fodboldturnering i weekenden, mens du forsøger at læse lektierne fra tilskuerpladserne. Og slutter søndag af med at løbe en halvmaraton. Du klarer dig med fem timers søvn.

Du arbejder, bliver forfremmet, fordi du tog en efteruddannelse. Du betaler dig fra at køre ungerne til fodbold. Du løber en maraton. Du sover dårligere og dårligere.

Du kan ikke forstå, hvorfor du nogle gange får hjertebanken på vej til arbejde. For du er jo i god form. Kan jo løbe en maraton.

Du går ned med stress.

Du så det ikke komme. Siger du.

Spørg dine kolleger, om de så det komme? Om chefen gjorde? Konen?

Du har ansvaret for dit liv. Men alle har et ansvar for at hjælpe et medmenneske med at se, når han eller hun presser citronen for hårdt. Så skylden bor ikke et sted. Den bærer vi alle rundt på hver eneste dag.

Har du styr på dine små daglige overbelastninger? Og har dine medmennesker?
Ellers ræk ud. Vi vil så gerne hjælpe.

 

Søren Dige, Mindstep